O P E N C A L L : P A R A S I T

Græs og Gyvel er et uafhængigt magasin for økologi. Vi ønsker at undersøge økologiske spørgsmål gennem forskellige videnskabelige og kunstneriske discipliner og genrer. 

Med fjerde nummer af Græs og Gyvel ønsker vi at undersøge parasitisme. Parasit kommer af det græske ‘parasitos’ og betyder ‘som spiser hos’; den, der spiser af en andens bord. I biologiens verden er en parasit – eller en snylter – en organisme, der lever på bekostning af sin vært. 

Parasitterne har et dårligt ry, og vi forstår dem ofte som ulækre og frastødende væsner, vi helst vil være fri for– om det er bændelorm, lus eller flåter. Men selvom nogle parasitter yder voldsom skade på deres individuelle værter, er parasitter ikke kun til skade. De er en bærende del af klodens økosystemer og estimeres til at udgøre ca. halvdelen af alle klodens arter – der findes altså flere parasitter end fritlevende arter. 

En parasits livscyklus kan enten være simpel eller kompleks, afhængigt af om parasitten har én eller flere værter. En parasit med en kompleks livscyklus ‘springer’ fra vært til vært for at gennemføre sin livscyklus. Fordi de vandrer på tværs af arter, bidrager de med kompleksitet og diversitet til økosystemer – to ting, der er med til at stabilisere og styrke biodiversiteten. Samtidig afhænger parasitter af selvsamme forfinede interaktioner mellem arter, som millioner af års udvikling har muliggjort. Men parasitterne er underbelyste; vi kender ikke deres navne, vi freder dem ikke. Parasitterne åbner for et ukendt netværk af værter og gæster, vi ikke kender betydningen af, men som yder indflydelse overalt. 

Nogle parasitter går i hjernen på deres værter og overtager styringen af værtens krop. Det gælder fx leverikten, der får sin mellemvært, myren, til ved skumringstid at bide sig fast i toppen af et græsstrå, så den med større sandsynlighed bliver spist af parasittens slutværten: en græssende ko eller et får. Kun i dens indre kan den lægge sine æg og fuldføre sin livscyklus. Hvis det mislykkedes lader parasitten den paralyserede myre genoptage styringen fra morgengryet. Men kun indtil næste skumring. Hvilke parasitter kan overtage styringen af os? Hvad gør økologisk samspil ved vores forståelse af subjektivitet og agens?

Parasitterne har brug for andre arter for at gennemføre deres livscyklus; de kan ikke klare sig alene. Hvor går grænserne mellem én organisme og en anden – når man er del af et økosystem, er der så overhovedet nogen, der er ‘herre i eget hus’? Hvad vil det sige at være ‘fritlevende’?

Parasitter har evolutionært haft stor betydning for udviklingen af vores immunsystem, og faldet i mængden af parasitter vi udsættes for, kobles til opblomstringen af autoimmune sygdomme. Når det kommer til interaktionen mellem arter og diversitetens betydning, er det derfor så godt som umuligt at definere noget som enten til skade eller til gavn. Er det for individet, for arten, for økosystemet?

At definere parasitten handler om perspektiv, for er vi ikke alle både værter og gæster? Og hvornår er gæsten til skade? Bændelormen er en parasit, som i store dele af sin livscyklus lever i sin værts tarmsystem, så den skal hverken bruge energi på at varme sin krop op, holde sig oprejst eller nedbryde føde. Alt det sørger værten for. Samtidig er bændelormens liv dybt afhængigt af værtens overlevelse. Man kan se det som en balancegang, hvor egen grådighed og overudnyttelse er bændelormens største trussel. I sidste instans er mennesket ligesom alt levende gæst på Jorden: Vi spiser af Jordens bord, udvinder mineraler fra dens indre, omformer landskaberne – men er vi alle parasitter? Hvordan kan man tænke Jorden som den absolutte vært? 

Kan man tænke en fællesskabsutopi bygget på parasitisme? At dele ud af hvad man har, at stille sig til rådighed for en anden livsform, at lade en anden, noget fremmed, spise med fra sit bord uden at kræve noget igen. Symbiosen klinger så smukt og harmonisk. Men det gensidige er også noget for noget, må vi ikke også rumme parasitten, rumme hinanden når man kun er til besvær? Måske der altid gives noget igen, bare på en anden frekvens, fra et andet perspektiv.

Omvendt kan man også bruge parasitismen som en modstandsform. Vi bevæger os alle, om vi vil det eller ej, inden for rammerne af nogle værtskroppe, nogle institutioner, der er med til at forme os. Hvordan kan vi som små organismer  yde modstand mod og slide på vores værtskroppe, på institutionerne og systemerne?  Hvordan kan vores blotte tilstedeværelse og bevægelse inden for et system være en modstand, kan vi vende tingene til vores fordel indefra? Parasitismen vender magtforhold og dynamikker på hovedet, hvem styrer egentligt hvad? Hvordan kan man tænke parasitismen som strategi? 

Med temaet ‘Parasit’ håber vi at rejse en række spørgsmål: Hvor går grænserne mellem den velkomne og den ikke-velkomne? Mellem snylteren og den mutualistiske relation? Hvem definerer og sætter rammerne for det 'hjem' andre kan inviteres ind i? Hvor går grænserne for vores gæstfrihed når økologien trænger sig på?

Parasitten borer sig ind mellem suverænitet og afhængighed, skade og gavn, forbrug og mådehold. 

Vi søger bidrag, der undersøger parasitisme i konkret og overført forstand. Bidrag, der beskriver parasitter og deres livsforløb. Bidrag, der tænker med og mod parasitismens potentialer.

Du må tænke og fortolke temaet ‘Parasit’ nøjagtigt, som du finder passende. 

Vi søger essays og artikler, foto- og billedkunst, visualiseringer, naturvidenskabelige, tværfaglige og skønlitterære bidrag, poesi, prosa og alle former for hybrider. 

Send dit bidrag til graesoggyvel@gmail.com senest søndag d. 9 marts. Bidrag honoreres.