Forord
Stofskiftet er den biokemiske omsætning af energi i organismen. Stofskiftet er et optag af materialer, en omdannelse og opbygning. Samfundet er en stofskiftende organisme installeret i biosfæren. Den optager materialerne fra sine omgivelser, fælder træer, høster afgrøder, tapper vand fra kilden, nærer af de økosystemer som organismen befinder sig i. Stofskiftet er en nedbrydning og udskillelse af materialerne på nye former. Det er affaldsstofferne, mikroplast og PFAS, det er varme og kompost.
Stofskiftet blev først begrebsliggjort af den arabiske polyhistor, Ibn Al-nafis, i Theologus Autodidactus i det 13. århundrede, hvori det lille barn, Kamil, spontant opstår i en grotte på en øde ø og lever i isolation fra omverdenen. Han tænker over måden at være i kroppen på, og kroppen skifter form, som han bliver ældre. En dag ankommer et skib til øen, og Kamil møder menneskene og en verden tæt på økologisk undergang.
De første systematiske undersøgelser af stofskiftet blev foretaget af Italieneren, Santorio Santorio i det 17. århundrede. Santorio dokumenterede i værket, Ars de statica, hvordan han vejede sig selv før og efter en række aktiviteter. Han spiste, drak og fastede, onanerede og dyrkede motion. Vægtforskellene forklarede han med, hvad han kaldte perspiratio insensibilis eller umærkelig perspiration, en proces der skjuler sig, men forårsager uundgåelige forandringer i kroppen — sådan som Ibn al-Nafis havde tænkt det firehundrede år forinden.
Den tyske kemiker, Justus von Liebig, udvidede i det 19. århundrede begrebet om stofskifte til ikke blot at være gældende for afgrænsede kroppe, men introducerede et stofskiftebegreb for de biokemiske processer i hele økosystemet. Liebig havde opdaget, at det nyligt industrialiserede landbrug kunne trække mere næring ud af jorden, end hvad jorden selv kunne nå at genopbygge, at menneskene havde forårsaget en revne i stofskiftet. Det var Liebigs stofskiftebegreb, der inspirerede stofskiftetanken hos Karls Marx, der i Das Kapital beskrev arbejdet som et stofskifte mellem samfund og natur, en materiel udveksling.
Sådan kan vi at forsøge tænke stofskiftet, som metallet, der blødgøres eller sæden, der klumper, lidt jord under neglen eller de syntetiske kemikalier, der ender i havet, som at sætte ild til lortet eller Cyane, der bliver til vand, som at blive blød af solskin, at være bolig for bakterier, solens lys, der ophobes i samfundet, som fotosyntese. Sådan kan vi forsøge at tænke stofskiftet, som stof, der skifter form.
Indhold
Samfundets metabolisme som tværfagligt forskningsprogram
Inger Røpke
Uddrag fra Råstofserien IV, ‘Kobber og korruption’ (arbejdstitel)
Maja Elverkilde
Tre digte
Helene Johanne Christensen
Dødens eliksir
Rachel Carson. Oversat af Karl Henriksen
Digte
Jacob Stræde
Smeden
Birgitta Trotzig. Oversat af Ida Johanne Baunkjær
Socialisme og foreningen af fysiske kræfter
Sergei Podolinsky
Denne regn
Casper Gisselman Christiansen
Uden titel
Vibe Kilde
I solen
Ida Marie Meyer Erichsen og Celeste Borchorst Faurschou
Økosystemet i vores hjerter og i videnskaben
Claus Emmeche
Højhuset og os
Shëkufe Tadayoni Heiberg
Udpluk fra hvornår må vi tage huden af hva’
Christian Fobian
Regenerativ Jordbrugsskoleprosa
Anton Scharling Krebs
det her sted er 7,5 ha
Dea Sofie Kudsk
Redaktion
Anneken Catharina Egelund
Karl Henriksen
Helene la Cour Jørgensen
Mads Refshauge Kjær
Ida Lehrmann Lykkegaard
Karl Rørne